
Gartnerhuset ved Sankt Hans Have bliver trædesten til nationalparken
Nordea-fonden har bevilliget 9 mio. kroner til et stort projekt, der skal skabe nye adgange og levende fortællinger ved tre nye besøgssteder i Nationalpark Skjoldungernes Land. Et af disse steder - "trædesten" bliver Gartnerhuset.
Nyhed
Nordea-fonden har bevilliget 9 mio. kroner til et stort projekt, der skal skabe nye adgange og levende fortællinger ved tre nye besøgssteder i Nationalpark Skjoldungernes Land.
Et af disse steder - "trædesten" - bliver Gartnerhuset.
Projektet, som nu kan realiseres, har til formål at etablere tre oplevelsespunkter i nationalparken.
I projektet kaldes hver af disse oplevelsespunkter for en ”trædesten til nationalparken”, men der er altså ikke tale om reelle sten, man træder på, men nærmere en række faciliteter og formidlingselementer, som skal hjælpe besøgende ud at opleve nationalparken fra de tre udvalgte steder.
Hver af de tre trædesten har sin egen unikke fortælling.
”Sagnenes trædesten” har Skjoldungestien i fokus. Trædestenen skal formidle de mange sagn, myter og fortællinger, som knytter sig til området, og trædestenen kombinerer vandrerute, udstilling og oplevelsespunkter.
Midtpunktet bliver Gartnerhuset ved Sankt Hans Have, hvor Skjoldungestien krydser. Særligt for denne trædesten er, at den strækker sig herfra langt ud i nationalparken.
De frivillige får en central rolle i det nye projekt. Frivillige skal engageres i både planlægning, design og opførelse af faciliteterne til trædestenene, og de skal være med til at udvikle og formidle historierne bag hvert sted.
Gennem de frivillige fællesskaber og en inddragende proces er det målet, at trædestenene vil få en stor lokal forankring, hvor lokale foreninger, skoler og frivillige fællesskaber kan organisere aktiviteter, understøtte undervisningsforløb og vedligehold af stederne.
Fakta
Nationalpark Skjoldungernes Land strækker sig over et område på 170 kvadratkilometer og rummer et varieret landskab med en mosaik af natur og kultur. Fra det åbne fjordlandskab til dybe skove og blomstrende enge. Og fra oldtidens mægtige kongehaller og skibssætninger i Gl. Lejre til middelalderens konge- og bispesæde i Roskilde.
Den rige variation i naturen og landskabet samt de mange kulturspor, sagn og fortællinger skaber grobund for store oplevelser i nationalparken. Og med en flot bevilling på 9,035 millioner kroner fra Nordea-fonden kan nationalparken nu udvikle både tilgængeligheden, oplevelserne og fortællingerne omkring tre udvalgte steder. Projektet beløber sig til i alt 18 mio. kr. og er ligeledes finansieret af Roskilde Kommune, Lejre Kommune, Naturstyrelsen og Nationalparken.