Første nybyggeri på Sankt Hans er solgt
Området ”Parkhus”, hvor det gamle centralkøkken ligger, er nu solgt til Casa Nord Aps. Det nye byggeri på grunden bliver af høj kvalitet og kommer til at passe smukt ind med de mange bevarede historiske bygninger på Sankt Hans.
NyhedRoskilde Kommune arbejder målrettet på at omdanne det tidligere psykiatriske hospital til en ny bydel, hvor 75-80 procent af de eksisterende bygninger bevares.
Ved enkelte bygninger – som Centralkøkkenet – gør de tekniske forhold det ikke muligt at ombygge den eksisterende bygning til boliger. Derudover er bygningen kommet til langt senere end den oprindelige bygningsmasse fra 1800-tallet og bidrager ikke til det oprindelige udtryk.
Derfor kommer der nye bygninger på området, som er tegnet af arkitektfirmaet Entasis og har Casa Nord Aps som bygherre.
Salget af Parkhus er resultatet af en udbudsproces, hvor Roskilde Kommune har lagt vægt på både kvalitet, økonomi og respekt for områdets kulturarv.
Der kommer 48 boliger med størrelser fra 61 m2 til 165 m2. Der vil være rækkehuse og lejligheder i to og én etage, som giver mulighed for en stor variation i familietyper og sammensætninger.
Under byggeriet kommer der en p-kælder med offentlige p-pladser, som indgår i det samlede p-regnskab for Sankt Hans.
Arkitekt Gottlieb Bindesbøll lagde stilen
Den arkitektoniske retning for Sankt Hans blev etableret allerede under arkitekt Gottlieb Bindesbøll omkring 1860.
Det kommende projekt for Parkhus forholder sig fint til den overordnede vision for området og indskriver sig med klare arkitektoniske referencer til det resterende Sankt Hans og Bindesbølls principper for planlægning - i en mere moderne og nutidig fortolkning.
Om Sankt Hans
Natur, skønhed og ro kan helbrede. Det var tanken, da man i 1800-tallet byggede Sankt Hans Hospital til sindslidende. Nu bygger Region Hovedstaden mere tidssvarende rammer for behandlingen, og området tættest på Boserup Skov skal åbnes og have nyt liv.
Roskilde Kommune har valgt at købe en stor del af det tidligere Sankt Hans Hospital og udvikle området, så områdets særlige kvaliteter bevares: fjordlandskab, park og hospitalets gamle bygninger.
Over de næste 20 år bliver der skabt en ny bydel med plads til ro, fordybelse og aktivt liv i de smukke, bevaringsværdige bygninger, parken og naturen.
Der kommer cirka 400 boliger med plads til alle aldre og indkomstniveauer. De gamle bygninger skal også rumme erhverv og aktiviteter, der sikrer liv i det nye kvarter.
Investeringen finansieres gradvist, efterhånden som området udstykkes og udvikles.
Sankt Hans føjer sig til rækken af nye byområder i Roskilde med fokus på særlige kvaliteter; Universitetsbyen Trekroner og den kreative bydel Musicon.