Plan- og Teknikudvalget har besluttet at sætte gang i arbejdet, der muliggør boliger i Nørrehus. Rammelokalplanen for Sankt Hans har defineret bygningen som erhverv og offentlige formål. En ny lokalplan skal gøre, at bygningen kan sælges til boliger.
I første omgang sættes gang i et såkaldt 11-punkts program, mens den egentlige lokalplan forventes 1. behandlet i februar 2025 og endeligt vedtaget til sommer 2025.
Nørrehus er opført i 1904, og er udpeget som bevaringsværdig bygning.
Det samlede boligareal forventes at udgøre 737 etagemeter og kunne omdannes til 6-8 boliger. Derudover er der en kælderetage.
Tagetagen har ca. 2,2 m til loft/ hanebånd og er under valmet tag og vil kræve flere vinduer/kviste for at kunne bruges som bolig.
Med omdannelse til bolig skal lokalplanen sikre, at de arkitektoniske værdier bevares, da det vil være nødvendigt at foretage tilpasninger af bygningen som f.eks. omdannelse af vinduer til adgangsdøre, isætning af tagvinduer for at sikre dagslys samt evt. mulighed for elevator.
Derudover skal der etableres en lille have som opholdsareal, overdækket cykelparkering og renovation.
Krathus, Vesterhus og Nørrehus
Nørrehus er et af de tre næsten identiske huse: Krathus, Vesterhus og Nørrehus. Alle tre bygninger er opført af arkitekt Henry Meyer.
Krathus og Vesterhus er solgt som en del af salget af Kurhus til Liljeborg.
Nørrehus, og dets søsterhuse Krathus, og Vesterhus, markerer et mere moderne syn på arkitekturen på Sankt Hans.
Ikke desto mindre lægger bygningerne sig smukt i forlængelsen af sine forgængere på stedet.
Hvad Bindesbøll i sin tid satte i værk med Kurhuset, fortsætter i Nørrehus.
Den samme materiale- og farveholdning går igen i de bevaringsværdige og fredede bygninger i området og binder det sammen i tid og rum.