Det sker på Sankt Hans
Et nyt bykvarter og Roskildes rekreative baghave
Natur, skønhed og ro kan helbrede. Det var tanken, da man i 1800-tallet byggede Sankt Hans Hospital til sindslidende. Roskilde Kommune har valgt at købe en stor del af det tidligere Sankt Hans Hospital og udvikle området, så vi bevarer områdets særlige kvaliteter: fjordlandskab, park og hospitalets gamle bygninger. Over de næste 20 år skaber vi sammen et nyt kvarter med plads til ro, fordybelse og aktivt liv i de smukke, bevaringsværdige bygninger, parken og naturen. Vi skaber plads til cirka 400 boliger med plads til alle aldre og indkomstniveauer. De gamle bygninger skal også rumme erhverv og aktiviteter, der sikrer liv i det nye kvarter. Sankt Hans føjer sig til rækken af nye byområder i Roskilde med fokus på særlige kvaliteter; Universitetsbyen Trekroner og den kreative bydel Musicon.